DVmadagascar


Dværg Vædder, madagascar




Historie:

De første Dværg Vædder hollænderen Adrian de Coock fremavlede i 1964 var madagascar farvet, så man kan på en måde godt sige at den første farvevariant på en Dværg Vædder var madagascar. Varianten blev i 1973 for første gang fremvist på en dansk Landsudstilling, siden den gang har den været repræsenteret på næsten alle vore landsudstillinger, den er i dag en af de mest udbredte varianter inden for Dværg Vædder.


Avlertips:

Fra Henning Hansen, Rønne (HH) og Henning har haft denne variant i over 40 år, og var en af de allerførste der havde Dværg Væddere i Danmark. Peter Villadsen har haft Madagascar siden 1986, altså i godt 30 år.


Hvordan er variantens temperament?

(HH) Dværg Vædder generelt, men specielt madagascar farven har et fantastisk godt temperament, næsten som hundehvalpe, kontaktsøgende, nysgerrige og kælne - specielt hannerne. Det skal nok stamme helt tilbage fra racens start i Holland, og er nok Dværg Vædderens fader Adrian de Coock fortjeneste, det var nemlig madagascar farven han startede med.


Hvordan er variantens moderegenskaber og frugtbarhed?

(HH) Dværg Vædder madagascar har fået en meget fin avlsevne med op til 5 - 7 unger pr. kuld, på hunner der vejer ca. 1,6 - 1,8 kg. Og de passer ungerne super godt, og der skal fodres så rigeligt, så der kan produceres den mængde mælk der skal til, for at få kuldene startet godt op.

(PV) Moderegenskaberne er rigtig gode, de passer deres unger perfekt. Frugtbarheden er også i top.


Er der forhold ved varianten, som man skal være speciel opmærksom på under opvæksten?

(HH) Man kan allerede i reden se farvevariationer på ungerne, da de sodede partier samt den rødbrune farve er meget kraftig lige i starten når ungerne sætter pels, da farvekoncentrationen er høj på den korte pels. Farven kan være vanskeligere at vurderer senere, når de som ungdyr har den meget bløde og sjaskede unge/ungdyr pels, inden de skifter pels med den rigtige blanding af uld/dækhår. Vi har med madagascar farven, en meget svær farve, at gøre med - ensfarvet med slør, og med en farvefordeling fra hårspids til bund, askegrå/rød/brun/creme/flødefarve på ryg, og på bugen blåsort til flødefarvet bund, en meget svær farve at ramme og det kan undre mig , at den i standarden i Dværg Vædder varianter går under ensfarvede?

(PV) Det første jeg begynder at sortere på er størrelse og farven. Allerede efter få dage kan farven anes - specielt  sløret og rygfarven. Senere frasorteres alle dyr med hvid haleunderside, - den skal være blåsort! De ”hvidhalede” er generelt ved at være væk fra udstillingsdyrene. Det skal dog bemærkes, at mens ældre får mere slør, så bliver haleundersiden som regel lysere. Et andet ”problem” kan være, at ørene bliver for lyse med ”brunlige” øreforkanter, de skal helst være sodet eller som standarden siger, blåsorte.


Er der stor spildprocent på varianten?

(HH) Der er ikke et stort spild længere, da Dværg Vædder madagascar er ret stabil, med vægt, racepræg, god ørestilling, der hvor man skal sorterer er kropsform - farve pels, men det kan man ikke rigtigt før de er 4 - 5 måneder.

Hvilken anden farvevariant kan bruges hvis man ønsker blodfornyelse?

(HH) Jeg har aldrig selv ønsket at bruge andre farvevarianter til blodfornyelse, da der findes rigtigt mange gode Dværg Vædder madagascar, så der er gode ubeslægtede dyr at få, så jeg har ingen erfaring med hvad der passer bedst. Og det er vigtig at det er den rigtige lyserødbrune farve, da det er det svære ved madagascar varianten, og bundfarve uden blålig skær. Så jeg tror man skal finde blodfornyelsen inden for varianten madagascar og vælge avlsdyr med god farve. 

(PV) Jeg ved andre har med held har blandet både hvid rødøjet, vildtgrå og chin i, men personligt mener jeg der er rigeligt med madagascar i verden til jeg kan få, hvad jeg har brug for.


Hvad fik dig til at vælge denne variant?

(HH) Jeg faldt fuldstændig for Dværg Vædder madagascar efter et besøg i Holland i 1977, hvor jeg så Adrian de Coocks små Dværg Væddere. De var bare charmerende og livlige, og mine fordomme imod Dværg Væddere var væk, så jeg var helt solgt og har haft Dværg Vædder madagascar siden, og kan ikke tænke mig at være uden.


Hvor mange år har du haft denne variant?

(HH) Jeg har haft denne variant i over 40 år.

(PV) Vi ”fik” Minna - en madagascarfarvet hun efter Europaudstillingen i 1985. Her faldt jeg totalt for de små Dværg Væddere efter at have haft større kaniner i flere år. Det var også et fint valg for vores dengang små børn, som udstillede dem de første år.


Standardbeskrivelse af Dværg Vædder, madagascar

Farve:

Dækfarven er rødbrun med god glans. Hele pelsen er overtrukket med et blåsort, sodet slør, bestående af blåsorte hårspidser. Dette slør er svagest på ryggen, hvor den rødbrune farve er så dominerende at man kan ane sløret på enkelte hårspidser. Sløret forstærkes ned over dyrets sider, sådan at den blåsorte farve her er dominerende, dog med gulbrun baggrund.

Foran på hovedet findes "masken", som set forfra skal være oval. Den omfatter hele næsepartiet og overlæben. Den strækker sig op mellem øjnene, men skal ikke gå helt frem til øjnene, men skal ikke nå helt frem til øjet. Den skal ikke være skarpt afgrænset, men have en blød overgang. Maskens slør er så kraftigt, at det næsten virker sort, samme farve har ører, løb og hale.

På bugen er den rødbrun farve meget svag, sløret fremtræder her på lys baggrund. Madagascar er tilladt i mørke og lyse toner. Sløret bliver mørkere for hver fældning.

Bundfarve: På bugen samt de mørkere kropsdele er bundfarven cremefarvet, dog kan gråblå farve tillades, der hvor sløret er kraftigst. På ryggen er den kraftig gulrød.

Øjenfarve: Mørkebrun.

Klofarve: Brun.