Den røde farve med variationer.

For nogle år siden havde vi en del Hermelin i farverne ræverød og vildtrød. For at forbedre blev der jævnligt dyppet i vildtgrå, især for at hente punkterne hovedform, ørestørrelse, kropsform og pelskvalitet. Da vi måtte afhænde bestanden, var kvaliteten antagelig.

Jeg havde 100% styr på arveligheden for den røde Y-factor og parringen ræverød x vildtgrå medførte altid afkom i en lidt bleg vildtrød variant, men tilbageparring til fuldtfarvet ræverød eller vildtrød rettede straks fejlen og generation 2 opnåede en brugbar vildtrød farve. Det skal straks tilføjes at der også dukkede enkelte unger frem, der kunne minde om ræverød, men nærstudier afslørede altid mørke ørekanter, mange sorte hårspidser på bagkroppen og en næsten mørkfarvet overside på halen. Disse individder kunne bruges på rene ræverøde for at producere disse.

I vestjylland har i mange år siddet satinkaniner i farven elfenben, men disse kaniner med citronvandsgult skær fængede aldrig. På DM2009 udstillede "Turboen" enkelte Hermelin, satin, ræverød og jeg må indrømme, at pelsen og farven så absolut tændte en lille gnist. Gløden var dog lille og det var først på EE2015 i Metz, jeg igen fik nykker omkring at avle en udstillingsegnet Hermelin med satinpels.

Mange telefonsamtaler med et par tyske opdrættere medførte desværre ikke mulighed for køb før sommeren 2017 og nu skulle det så være, men nej et tilbagesvar fra den bedste avler var, at sæsonen kun havde kastet 7 unger af sig og efter sortering, var der ikke noget til salg.

Nye studier af billeder af satinpelsen aktiverede et par af de små grå celler og nu blev målet at opdrætte en Hermelin, satin, vildtrød.

Besøg på Bundesschau 2017 i Leipzig skulle resultere i hjemførelse af 1,2 satin, rød. Bemærk, at i det store udland bruger man bare udtrykket rød/rot i stedet for vores ræverød. Det kunne, det måske være fornuft i, men det svar kommer nok.

Ovenstående satin, han blev indkøbt sammen med 2 hunner i samme variant og i tillæg blev hjemkøbt "Guldhunnen", der er almindelig ræverød, men måske med den bedste farve, der har været i Danmark.

Hannen blev i foråret parret med 3 vildtgrå hunner og de to satinhunner, omend lidt knibske, blev parret med vildtgrå han og forventningen var, at alt afkommet blev vildtrøde i den tidligere nævnte lidt afblegede farve.

Sådan er der absolut ikke gået.

Ungerne fra de vildtgrå hunner er simpelthen faldet ud i mindst 3 forskellige farvetoner fra vildtgrå til en ret godt farvet vildtrød.

Samme kuld: bleg vildtrød med lys haleunderside, vildtgrå og vildtrød i antagelig farve.

Satinhunnernes afkom er til gengæld blevet vildtgrå i en lidt bleg tone.

Den viste hun har kun en unge, mens den anden har 4 i nøjagtig samme farve.

Den ræverøde hun blev parret med satinhannen for at sikre en backup i ræverød, men sådan er det heller ikke gået:

Resultatet er 3 unger, der alle må betegnes som mere gule end røde.

Hvad er mon den korrekte betegnelse for de røde satiner. Ræverød synes ikke at være svaret.

Genetikmesteren svarer:

Farveudfordringer

For at komme med en mulig forklaring på avlerens udfordringer i sit satin projekt, bliver man nød til først at se nærmere på begrebet rødforstærkning og på satinpelsens egenskaber.

Rødforstærkning

Kan også kaldes gulforstærkning og skrives normalt som yyy efter farvekoden. Dette også for at symbolere, at rødforstærkning er polygent nedarvet (skyldes flere gener) samt at det ikke er ”enten/eller” men snarere ”hvor meget”. En unges rødforstærkning afhænger af, hvor meget dens forældre har og nok også lidt, hvor meget deres forældre havde. Lidt ligesom med størrelse. Det er glidende overgange og muligt at få noget, som er midt imellem forældrene, men også med udsving til begge sider (variation). To høje forældre får generelt høje børn (men ikke altid) to lave forældre får lave børn (men ikke altid) og en høj og en lav får ikke altid et barn lige imellem.

Vildtgrå kan have forskellig mængde rødforstærkning uden at være vildtrød, men kommer der for meget rødforstærkning på, bliver de vildtrøde. Derfor vil der være interesse i at bruge de ”mest rødlige” vildtgrå i arbejdet med at parre ind på vildtrød for forbedring, da nogle vildgrå er meget lyse (grålige) og derfor ville fortynde mængden af rødforstærkning i den vildtrøde linje alt for meget.

Dette gør også, at værdien af en vildtrød eller ræverød kan variere meget alt efter, om den er efter en linje med god rødforstærkning i generationer, eller om den er et heldigt udfald af en god rød og en knap så rød rød 😊

Satin pels

I dette tilfælde skal man så samtidig også se på Satinpelsen. De meget tynde og fine hår fremhæver rød farve og gør den mere intens. For nogle år siden var der (alm.) satin i madagascar og japaner i Danmark (desværre ikke mere), og det var meget tydeligt, at disse dyr virkede mere røde og ”lysende” end de almindeligt pelsede i samme farver. Derfor vil en rød satin nok virke en del ”rødere” end den egentlig har rødforstærkning til, og man bliver måske skuffet når den ellers fint røde satin bliver parret med en alm. håret (og laver alm. hårede unger) og tydeligt slet ikke bidrager men den mængde rødforstærkning, man havde håbet. Samtidig ved man heller ikke, om den måske selv var den mest røde i sit kuld blandt knap så røde søskende og derfor heller ikke har så stærk en farve i bagagen.

Man kan dog håbe på, man ved tilbageparringer og kommende satin i kuldene kan få lidt af den gevinst mht. udtrykket af rød, som skiftet fra alm. pels til satin giver 😊

Det blev en lidt lang forklaring, som bare er mit bud på, hvad der er foregået i dette røde satinprojekt.

Alle er velkomne til at komme med alternative løsninger og forslag. Meget ligger fast i genetikken, men der er da heldigvis for spændingens skyld, en del vi stadig ikke har helt styr på 😉

Mange Hilsener

Louise Møller