Hermelin zobel blå


Hermelin

zobel,blå

er den mest udbredte variant blandt zoblerne. Den har været repræsenteret på alle Landsudstillinger siden midt i 70´erne og altid med et pænt antal. Der har gennem alle årene været trofaste opdrættere, som har holdt ved denne smukke variant.

Avlertips:

Denne gang fra Anton Dam Nielsen, Struer (ADN) som har haft varianten i 11 år og fra Jørgen Knudsen, Tilst (JK) som har haft varianten i 25 år.


Hvordan er variantens temperament?

(ADN) Må vel hellere starte med at fortælle, at den første han vi købte nåede at bide os tre gange. Udover dette må man nok karakterisere zobel, blå som nysgerrige og utroligt rolige. Træning før udstillinger er ikke et alfapunkt, idet evnen til at vise sig frem er indbygget i specielt hannerne.

Enkelte hunner knurrer lidt, når der er små unger i reden, men ingen hverken markerer eller angriber.

(JK) De fleste er stille og rolige. Men nogle få stykker har noget hidsigt temperament. Men jeg beholder kun dem der er rolige og har et godt temperament


Hvordan er variantens moderegenskaber og frugtbarhed?

(ADN) Alle hunnerne er gode mødre med god malkeevne og vi har gennem de sidste år kunnet fravænne 2,8 unger i snit. Det er dog som om, at befrugtning og antal unger er højst, når der ikke parres før 1. april og efter medio august er det slut med avlen, idet hannerne starter fældningen allerede i slutningen af juli. Hunnerne er 1½ måned senere med dette.

(JK) Frugtbarheden og moderegenskaber er over middel. / Gode.


Er der forhold ved varianten, som man skal være speciel opmærksom på under opvæksten?

(ADN) Enkelte unger forlader reden med en underlig meleret ulden pels. Det er ofte disse, der ender med den tætteste underpels og de mest smækkende dækhår.

Zobel, blå er lang tid om at vise en ordentlig pels, ofte kan de ikke sorteres før i 5-måneders alderen.

Tegning og farve er et helt specielt punkt, idet den mørke del af tegningen er temperaturafhængig. Det betyder, at farven ikke vises optimalt før vi har frostvejr.

Pelsens kvalitet er derimod fugtafhængig og herude i det vestlige Jylland er pelskvaliteten sjældent i top i forbindelse med den meget fugtige vestenvind. Nordlige og østlige vinde kombineret med let frost medfører den ønskede udstillingsform.

(JK) Nej .


Er der stor spildprocent på varianten?

(ADN) Er man som avler tålmodig og sorterer hårdt er spildprocenten ikke stor.

Et par indkøb, bl.a. importer, har medført hvide hår og hvide negle, men nedslagtning løser disse problemer på bedste vis.

Det vanskeligste punkt er nok, at tegningen på de mørke individer breder sig i uønsket mængde med alderen og for enkelte bliver det kun til en enkelt udstillingssæson. Dette kombineret med at sadlen på enkelte dyr gerne vil slutte før skulderbladet, gør jo kun udfordringen lidt større.

(JK) Ja. Hvis man vil have gode udstillingsresultater kræver det mange unger. Jeg plejer hver sæson at få cirka 70 unger og sluttelig bliver der ca. 10 udstillingsdyr.


Hvilken anden farvevariant kan bruges hvis man ønsker blodfornyelse?

(ADN) Vi har forsøgt at anvende Russer, zobel, blå – jo, det hedder den jf. Standarden. Desværre har forsøgene resulteret i hvide kløer og så blev det forsøg standset.

Et tidligt forsøg med zobel, white, brun medførte en stribe white med elendig øjenring og manglende stikkelhår og generationen efter afslørede det største problem hos White, zobel, nemlig at dyrene blev alt for mørke – faktisk var enkelte nærmest sorte.

Det seriøse bud med krydsning via vildtgrå var ekstremt spændende. Første generation var som ventet kun vildtgrå, men tilbageparring til zobel, blå gav interessante unger: vildtgrå, vildtblå, zobel brun og blå i både mørke og lys, chinchilla med blå hårspidser (den er rigtig køn) og chinchilla, der dog ikke helt stod mål med den ønskede mellemfarve. Vildtgrå har dog tilført vores bestand en både tættere og længere pels samt en bedre type.

(JK) Gul zobel og Brun Zobel kan bruges, men det gør jeg ikke da overnævnte varianter er ringere end Blå Zoblerne.


Hvad fik dig til at vælge netop denne variant?

(ADN) Det er dog ganske logisk – der findes jo ingen kanin, der er så smuk, som en zobel, blå i udstillingsform og så er det slet ikke en nem opgave og det tæller også ganske væsentligt.

(JK) At de er flotte/pæne, især kan jeg bedst lide den lyse variant.


Hvor mange år har du haft denne variant?

(ADN) Vi har avlet zobel, blå i 11 år, men turde lidt krysteragtigt ikke vise dyrene frem de første 3 – man skulle jo nødigt blive til grin!!

(JK) I 25 år cirka. ( De første Blå Zobel så jeg på Europaudstilling i 1985)


Standardbeskrivelse:

Farve:

Grundfarven forekommer i en mørk, mellem og lys variant. På den mørke variant er de mørkeste partier af farven som på Blå Wiener og går over i en lysere blå tone. På den lyse variant er de mørkeste partier lyseblå og denne farve går gradvis over i en lyseblå pastelfarve, som dog aldrig må blive så lys, at den bliver hvid.

Bundfarve: Blågrå

Tegning:

På den mørke variant dækker det mørkeste slør hovedet, øerne, løbene halens overside og et bredt bælte på ryggen (sadlen) fra skulderbladene til halen. På siden er sløret lysere, men må ikke blive så lyst, som på de lyse varianter. Svagest er sløret på bugen. På de lyse varianter findes det mørkeste slør på næsepartiet, ørerne, løbene og på halens overside. Et lignende slør kan gå som et bælte fra skulderbladene til halen. Siderne og bugen er meget lyst tonede. Overgange skal være jævne og uden pletter og striber. Efter hver fældning bliver sløret mørkere.

Øjenfarve: Blågrå.

Klofarve: Blågrå.